Jeg synes, at den igangværende farce omkring de verdensfamøse tegninger af profeten Muhammed viser mere, end hvad pressen måske tør skrive. Den bekræfter os i, at vores ytringsfrihed og demokrati er to begreber, vi aldrig må give afkald på.
Når det er sagt, så mener jeg ikke, at man må misbruge sin ytringsfrihed til at provokere eller såre andre, og det har Jyllands-Posten tilsyneladende kommet til. Avisen er dog kommet med et uventet træk, nemlig at publicere en uforbeholden undskyldning til de berørte muslimer, med en kort henvisning til vor højtskattede ytringsfrihed.

Denne undskyldning kommer naturligvis efter, at dansk eksport nu er blevet ramt af boycot, og det er lige præcis her, jeg mener de danske samfundsværdier bliver bekræftet.
Imamerne, som mere eller mindre offentligt er tilhængere af præstestyre, har haft meget travlt med at sprede falske rygter og forviklinger i hele den muslimske verden. Løgne, som det er umuligt at moddokumentere, fordi de bliver bakket op af diktaturstaterne i mellemøsten. Man fortæller tilsyneladende, at medierne i Danmark er ejet af staten, og at staten bakker op om provokationer mod muslimer.
Selvom Jyllands-Posten så åbent og direkte retter en undskyldning og forklaring mod verdens muslimer, så vil den aldrig trænge igennem. For de religiøse muslimske ledere har sat ild til den sprængfarlige benzin, og flammerne æder sig ind i vores demokrati. For oppositionen i Danmark kritiserer statsministerens faste afvisning af at mødes med de såkaldte “muslimske diplomater”, og det skal de naturligvis have lov til. Jeg har før udtrykt mig negativt mod vores statsminister, og den kritik står fast. Men lige præcis denne sag synes jeg er håndteret helt efter bogen. Vores pressefrihed er om mulig endnu mere ukrænkelig end den generelle ytringsfrihed, og det er et kollossalt vigtigt signal at sende til diktaturstaterne.
På trods af Jyllands-Postens undskyldning kan man læse, at boycotten mod dansk eksport breder sig i mellemøsten. Det burde ellers være klart for enhver, at der ikke er mere at komme efter i denne sag. Men som sagt, trænger informationerne aldrig igennem til den muslimske befolkning, og der vil gå meget lang tid før sårene er helede og hadet mod Danmark er neutraliseret. For pressen er styret af de dikatorstyrede, hellige muslimske stater, som desværre bakkes op af de herboende fundamentalistiske mindretalsmuslimer, og de skyr desværre ikke nogen midler i deres kamp for manipulation af befolkningerne.
Jeg håber, at vi her i Danmark alle kan se, hvorfor det er så vigtigt at vi skal værne om vore demokratiske oplysningssamfund.