Jeg blev faktisk temmelig rystet i går, da jeg læste i Politiken at under halvdelen af de herboende muslimer tager afstand til alt det, der er sket mod Danmark og de danske værdier i forbindelse med tegningsfarcen.
Ganske vidst kan meningsmålinger vendes og drejes i næsten hvad retning man ønsker. Men “11 % har »fuld forståelse« for flagafbrænding, ambassadeødelæggelser og boykot af danske varer.” Kun 2 % af de adspurgte danske muslimer har svaret, at de føler sig mest som danskere i denne situation.
Dette finder jeg særdeles alarmerende.
Jeg er bekymret over, at denne del af den danske befolkning, som vokser relativt i antal i forhold til “etniske danskere” i den grad er i modstrid med hvad man kan kalde danske værdier. Det billede jeg havde af, at det kun var en lille minoritet, som have modsatrettede interesser, har lidt et alvorligt knæk. Og ifølge Politiken er det en bekymring, der deles over hele det politiske spektrum på Christiansborg.
Når Villy Søvndal kan citeres for følgende, så er der ekstra grund til bekymring:
»Mange flygtninge og indvandrere er jo kommet til Danmark, fordi de er blevet klemt ud af religiøse styrer som Iran eller verdslige styrer som det irakiske. Den historie synes jeg, vi skal bruge noget tid på at få dem til at tænke over. Jeg finder det helt uforståeligt, at ytringsfriheden ikke spiller en større rolle for dem«.
At 69 % af de adspurgte i undersøgelsen peger på, at statsministeren skal give en officiel og uforbeholden undskyldning for tegningerne i Jyllands-Posten, bør give anledning til virkelig granskning om, hvordan vi i fremtiden kan sikre de forhold, som de fleste af os danskere finder helt naturlige.