Det ringer stadig for mine ører. Sammen med et par kollegaer fra Mettes arbejde var vi til koncert med Pink Floyd coverbandet “Off The Wall” i et halvfyldt Musikhuset Esbjerg. Og hold da kæft, de spillede højt og skingert!
Vi havde nogle fine siddepladser bagi og i midten, og vi havde fået sat os godt tilrette. Første nummer er det legendariske “Shine On You Crazy Diamond” og de startede virkeligt dårligt. Men det var som om at bandet på en gang pludselig kom i et højere gear og afslutningen af nummeret var ganske okey.
Bandet består af 6 medlemmer: En keyboardmand der synger, en pige der spillede guitar, lapsteel og sang, en saxofonist/percussionist, en bassist, en trommeslager og en leadguitarist ved navn Fluff.

Der var stor forskel på de enkelte bandmedlemmers niveau. Den kvindelige alt-mulig-kvinde var helt klart den positive overraskelse. Hun sang samtlige tre stemmer i “The Great Gig in the Sky”, helt rent og med stor afveksling undervejs igennem nummeret. Og så var hun en særdeles habil guitarist og lapsteel-guitarist. Saxofonisten havde en meget autentisk lyd, og var også med til at løfte niveauet.
Men bassisten var lidt sløv og meget uteknisk, trommeslageren (ja, jeg ved godt at jeg er fagidiot) skulle virkelig have et kursus i tromme-stemning. De lød HELT forkert.
Et væsentlig omdrejningspunkt i Pink Floyds lydbillede er David Gilmours guitar. Føromtalte Fluff nåede ham ikke til sokkerholderne! Adskillige fejl og en skrækkelig skinger Marshall-lyd, der var tordnende høj! Mette sad det meste af tiden med en finger i hver øregang.
Lysshowet var i en klasse for sig, som det sig hører og bør når det er Pink Floyd. Virkelig prof. og intet var overladt til tilfældighederne. Det var som om lysmanden var bandets 7. medlem.
Det var en hyggelig aften, men Off The Wall gav på ingen måde associationer om den aften i 1994, hvor jeg stod i pisregnvejr på Nya Ullevi i Göteborg og oplevede “the real thing”. Jeg er glad for at det var sponsorbilletter vi var inde på. Billetprisen var 265 kr. hvilket er det samme som vi gav for Toto. Og de er en HELT anden og højere liga.
Næste koncert er i ugen efter påske, hvor vi skal se Tina Dickow solo i Kolding. Uha, jeg glæder mig allerede!
Billede fra Off The Walls website.
Altså, hvad er der lige med dig og hende Tina……?
Jaaah, hva er der lige med “mig og Tina”
Syns bare hun er noget unikt, som vi kan være meget stolte af her i lille DK.
Lyder dælme som en hyggelig aften hvor man hellere havde siddet hjemme og set American Idols
Går og lurer lidt på om jeg skal ned og se Hayseed Dixie den 11. maj på Tobakken. De skulle være helt formidable, ifølge en musiknørd fra min klasse