Sidder her en højhellig mandag eftermiddag på det “afgående job” og bliver lidt harm.
Hvad går det galt i en opdragelsesproces, når sådan noget her skal være nødvendigt? Det er helt og aldeles okey, at voksne mennesker får foretaget en sådan operation, men børn? Hvorfor har forældrene ikke grebet ind for længe siden? Bør samfundet ikke skride ind med andre midler end operation, og kurere årsagen i stedet for symptomet?
Nå ja, speaking of weight. Jeg håber på at nå i mål inden jeg starter på mit nye job. De sidste kg. her er sateme ikke nemme. Glorien strammer ikke så hårdt mere, men alligevel så meget, at min harme over ovenstående foranledigede dette indlæg. 
Ja det er frygteligt. Jeg fatter simpelthen ikke at forældrene kan tillade deres elskede barn at blive så overvægtig! En ting er at man selv som voksen fylder sig med en masse lort og dermed bliver overvægtig…men ens barn! Man har altså et ansvar overfor sine børn! Jeg vil ALDRIG tillade mine børn (når de engang kommer til verden) at blive overvægtige for jeg ved hvor ondt det gør og den smerte ønsker jeg ikke for nogensom helst! Skræmmende men også tankevækkende historie…pyh..
En ting er at forældrene skulle have grebet ind for længst. En anden ting er at man da ikke kan forbyde en knægt på 15 år en operation (da det nu er det eneste redskab tilbage at prøve) i håb om at gøre hans liv lidt lysere. Bare fordi forældrene er/var dumme skal man da ikke straffe barnet (yderligere). Lad det bare være en lektie til alle de andre i samme situation: operation lindrer symptomerne (som du selv siger), men barnets liv vil for evigt være præget af det – og det er én ting man ikke kan byde sine egne børn!