1
Oliemarkedet er helt forrykt for tiden, ganske som det er for fødevarer (læs min kommentar under min lovprisning af bagemaskinen). Her til aften læser jeg, at olieprisen er steget med 5,61 USD pr. tønde på WTI-markedet. Det er en stigning på næsten 4 % i løbet af en handelsdag!
Det fuldstændigt vanvittige er, at stigningen skulle være en reaktion på nogle yderst tynde risici, idet Iran her forleden havde blæret sig med at de nu kan lave missiler, der kan række 2000 km. væk og dermed kan ramme USA’s venner i Israel.
Prøv at tænke… Bare ved sådan et lille pip, så bliver stort set alle brændstoffer i verden lige 4-5 % dyrere! Gas, kul og el følger jo markedet for olie, så det er vidtrækkende konsekvenser – inden for et døgn.
Det er ren spekulation, og tegn på et ufatteligt ineffektivt marked. Jeg tror, at den oliekrise der for alvor er ved at vise sig i horisonten vil få store konsekvenser for verdensøkonomien, og alle os der syntes at Svend Auken var en skidt karl i 90′erne kan måske om kort tid takke ham for en energipolitik, der har gjort os til en af de mest energieffektive nationer i verden.
Den viden vi har har fået igennem årene med hæftige grønne afgifter kan gå hen og blive meget værd for vores lille land, med ringe forekomster af råstoffer. Nu skal vi bare ud og slås for at få vores løsninger og knowhow markedsført world wide. Det kan være vores væsentligste bidrag til et bedre miljø – og en mere velafbalanceret magtfordeling på verdensplan.
Araberne kan jo snart købe hele verden. Hvor scary er det ikke?


Jeg ved ikke om det er så scary at araberne kan købe hele verden – nok kan nogen eje den jord jeg bor på, men de ejer ikke mig.
Men det er da foruroligende at hele vores samfund er bygget så spinkelt op, at bare der er en storm syd for USA, et par idioter som har bygget en raket, 2 præsidenter som bare brugt en skarp retorik i nyhederne, og så skal alle vi andre betale ekstra for at køre på arbejde.
Vi bruger fødevarer til at lave brændstof med, og i dag kom en af ungerne i klubben med en bakke kirsebær til 10 kroner, produceret i Grækenland, og jeg stødte i sidste uge på en ananas fra Australien (det er fanme mange tusinde kilometer væk) til salg i en dansk fødevarebutik til 15 kroner.
Vi bruger rasende mængder af energi på mange åndsvage ting. Hvis der bare sad 2 i hver bil i morgentrafikken i København, istedet for én person, så var deres problem ikke morgentrafikken.
Jeg tror på de vedvarende energikilder, og gudskelov for kloge hoveder i DK, som udvikler den slags, og politikkere med ambitioner om at bruge dem, i modsætning til ondskabens akse i USA, hvor alt er så kompliceret, at man ikke KAN skære ned på olieforbruget.
Godt indlæg Hans