Forrygende dag på Roskilde Festival med Hello Group
Posted by Hans | Posted in Ikke kategoriseret | Posted on 05-07-2008
1
Fredag d. 4. juli kl. 8.00 kørte en hel turistbusfuld marketing, reklame og webfolk fra Fredericiagade i KBH til dyrskuepladsen i Roskilde. Jeg var med, som en slags tyvstart forud for at jeg starter “rigtigt” i firmaet 1. august. Det var en superfed tur og en kanon anledning til at lære sine nye kollegaer og kende.
Vi blev passet og plejet som baroner og prinsesser i mediebyen, og vi fik guided tour på pladsen og selvfølgelig hørt en masse musik!
Vi startede allerede kl. 12.00 med en ordentlig omgang heavy! Vi oplevede Raunchy som er et band fra Thisted, der har lyttet meget til Tool, Linkin Park og alverdens thrash-bands. De gjorde det kanon, og de kan takke deres lydmand for at det hele gik op i en højere enhed. Der var supergo lyd.
Efter at have spist fin middag med to retter, vine og hvad har vi (totalt u-Roskilde) skulle vi høre Gnarls Barkley på Orange scene. De havde ret godt styr på tingene, men det var lidt nedtur at de så tydeligt var trætte af at spille deres storhit, Crazy.
Kings Of Leon overtog Orange, og de er spået som the next big thing fra Sydstaterne i US. Det var faktisk også rigtig fedt! Thumbs up.
Kl. 22 indtog hende, som de fleste kender som en den lille platinblode poptøs, Robyn, scenen på Cosmopol. Denne koncert blev meget overraskende højdepunktet for mig, rent musikalsk. Hun gik så meget til den og havde supermeget styr på sit sæt. Hun havde Kleerup med på keys og to trommeslagere, der svingede HELT sindssygt! Og så har Robyn altså bare et katalog af helt fantastisk fede popsange som her senest er blevet meget elektronificerede. Teltet kogede og hun havde alle i sin hule hånd, og det var nok mere end hvad hun havde forventet. I hvert fald var der tårer i øjnene på vores lille svenske veninde, da hun gav en dog halvslap acapella version af You Could Be Mine som encore.
På vej tilbage fra Robyn kom vi forbi Orange hvor Nick Cave og hans Grinderman-projekt spillede op. Det show har fået gode anmeldelser – jeg synes det virkede ligegyldigt.
På den næststørste scene, Arena, var der midnatsforestilling med UK-bandet Goldfrapp, som er en slags hippie-electronica møder Kate Bush. Det var rigtig stemningsfuldt og det var sejt at se en harpe på en scene på Roskilde. Og her er der ikke tale om frk. Goldfrapp, men sådan et nøgent klaver, I ved…
Kl. 1. var det The Streets med den karismatiske MEGET engelske gadedreng, Mike Skinner, i forgrunden. Det var rigtig cool! Men trætheden gjorde, at jeg ikke fik det hele med….
Jeg var ved at falde i søvn da en jeg egentlig ikke ved hvem er kom og spurgte om ikke vi skulle slutte af med Spleen United inden vi skulle med bussen tilbage til København. Jo sandelig! Jeg havde hørt meget om at det skulle være forrygende live, så jeg tog med. Det var lidt skuffende, men det havde også været en dag med masser af fede oplevelser.
Jeg ville gerne have set Kate Nash, Veto, og ikke mindst Band of Horses, men alle vores aktiviteter gjorde, at jeg ikke fik set dem. Jeg ville også gerne ha’ hængt meget mere ud med Christina og Laura. Til gengæld fik jeg drukket væsentligt øller end jeg have regnet med!
Nu kan det ikke blive 1. august hurtigt nok. Jeg glæder mig supermeget til at starte med at arbejde sammen med mine nye kollegaer, som er superflinke mennesker, med et godt party-gen og sammenhold.


Lyder da helt forrygende
Fedt med sådanne oplevelser midt i dagligdagen…Kan også godt forstå du glæder dig til 1. aug. – Heidi