Det er blevet snarere reglen end undtagelsen, at når nogen kommer af dage på tragisk facon, eller den afdøde på en eller andne måde er relateret til en kendt person, så bliver dødsfaldet og omstændighederne omkring det et offentligt event.
Kandins-sangens kone, der begik selvmord, var en begivenhed, som web-tv-stationer og den kulørte presse i al almindelighed dækkede intenst. Usikkerheden omkring den unge ripenser, der forsvandt og blev eftersøgt i dagene omkring jul blev også et medieevent udover det sædvanlige.
Netaviserne har opfordret folk til at skrive hilsner til de efterladte i kommentarfelterne, og jeg synes det er gennemført ulækkert. For det første er der altid nogen, der skal vende sagen til noget negativt alene fordi de kan, og for det andet er døden for mig noget af det mest private, der findes.
Web 2.0 kan medvirke til en masse glade og positive oplevelser på og udenfor nettet. Men blander man sig udenom, når der folk man ikke kender, der sørger. Hvis man derimod har mere end en perifær relation til de efterladte bør man derimod stille sig til rådighed til sorg og trøst og til en hjælp til at komme videre i tilværelsen.
Dette indlæg er en del af en serie blogindlæg, som mine blogbrødre og jeg prøver at gennemføre, med henblik på, i vores stille verden, at udvikle blogkonceptet en lille smule.
Min blogbrødre er:
Christer Holte
Poul Svendborg
Jakob Jørgensen