Tilbage i den sociale (u)virkelighed

Så er jeg tilbage i den virtuelle verden efter et døgn uden forbindelse til omverden på nær telefonens tale-funktion. Hvordan gik det?

Det har været mærkeligt. Ikke fordi jeg som sådan har tænkt på at jeg skulle have mit fix, men fordi kontakten til netværket var næsten ikke-eksisterende. Udover telefonsamtaler med to venner har jeg ikke kommunikeret “ud af huset” overhovedet, denne 2. juledag i 2010. iPad’en var sort eller blev brugt af konen, mobilen lå på køkkenbordet midt i huset, og Mac’en var docked på kontoret – og slukket.

Jeg er blevet bekræftet i hvor vigtig løbende “små-kommunikation” med netværket er for mig. At sende en lille update, og få en retur igen, til og fra folk der er tæt på, og som går under kategorien “rigtige venner i en ikke Facebooksk forstand”. De der små kvidr, der slet ikke tager noget tid men som gør, at man kan følge med i hvad de går og laver, og deling af ens iagttagelser og tanker.

Det er vigtigt for mig, men det resulterede i at jeg ringede min gode ven Lars op, som jeg måske ikke ville have gjort ellers – og det var da brandhyggeligt. Vi snakkede om alt muligt andet end eksperimentet og vi blev enige om, at vi begge glæder os til at blive fysisk aktive efter denne jul. Jeg gjorde det godt nok via den totalt geniale app til iPhone, Viber – har jeg så snydt?

Nyhederne har jeg ikke rigtig savnet. Når jeg lige har fået lov at zappe mellem ungernes tegnefilm, opdaterede TV 2 News fint, men hey, der sker jo heller ikke noget som helst sådan en 2. juledag. Jeg købte to aviser, hhv. Ekstra Bladet og Politiken, og Politiken fik jeg god tid til at gå med og læste nogle spændende analyser og forsøg på forudsigelser for 2011. Ekstra Blandet var ret kedelig.

Men jeg fik skam læst en hel bog! Den er godt nok ikke så stor og voldsom, men superrelevant for mig, idet den kombinerer mine to professionelle lidenskaber: Musik og marketing: Marketing Lessons From The Greatful Dead – om hvordan det ikoniske hippieband fra San Fransisco, Greatful Dead, allerede i 60′erne havde taget mange af de filosofier til sig om engagement af fanbasen og alternative forretningsmodeller, som os der arbejder med (sociale) medier, strategi og marketing forsøger os frem med hver eneste dag. Spændende læsning.

Her i dag er jeg stået rigtig tidligt op! Jeg kunne simpelthen ikke sove og jeg har lavet noget momsregnskab. Måske var det abstinenser? Jeg ved det ikke, men jeg sidder med en halvtom fornemmelse, for det er gået op for mig, at jeg har jo ikke gået glip af en skid på Facebook og Twitter! Men det er jo også helligdage og folk er forædt og fordrukne! :)

Hvad så med familien? Var jeg mere sammen med dem? Det tror jeg egentlig ikke. Ikke mere end på en almindelig fridag/helligdag. I stedet for min computer/iPad/iPhone hyggede jeg mig med min bog og aviser udover det samvær jeg altid har med tøserne. Og jeg er stadig ikke enig med konen om hvilke film vi skal se i sofaen. :)

This entry was posted in Internettet, Oplevelser, Social Media. Bookmark the permalink.

2 Responses to Tilbage i den sociale (u)virkelighed

  1. Jokih says:

    I skal da se ToyStory 3 med dansk tale – den er simpelthen for fed :-)

    Men interessant eksperiment. Jeg bruger faktisk ikke så ofte FB mere. Er højest inde 1-2 gange dagligt, og gider ikke bruge min mobil på det. Det synes jeg ikke beriger mit liv i særlig høj grad, så jeg har simpelthen valgt blot at lde være :-)

  2. Hans says:

    Med dansk tale? Det spiller da ingensteder. :D Men jo, jeg tror faktisk det kunne blive en god sofasumper, den filmz :) Tak for tippet!

    Hvis du er inde 1-2 gange om dagen på Facebook er du mindre på end gennemsnittet af danske Facebook-brugere. De er inde 2,5 gange om dagen i gennemsnit. Men det er da egentlig ret meget, når alt kommer til alt? Det svarer vel nogenlunde til det brug du havde, da vi drev forum sammen i foreningen i gamle dage?

    God nytår til jer i Bramming :)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>