Featured Post

En kort status

Ohøj. Jeg får en del henvendelser fra mennesker, der siger, at de har set min blog. Det er jo rigtig dejligt, omend det appellerer til min dårlige samvittighed. For jeg får jo, som bekendt, ikke skrevet ret meget i den. Det skal nok komme igen. Status: Jeg har nu tabt 18 kg. siden 1/3, og har 10...

Read More

SYD ENERGI bredbånd og gentagelsesmarkedsføring

Posted by Hans | Posted in Internettet, Oplevelser | Posted on 22-07-2009

1

Som man kan se i min forrige blogpost, så har jeg for et par uger siden modtaget SYD ENERGI bredbånds flotte, trykte brochuremateriale med posten.

I dag har jeg modtaget nøjagtig det samme materiale, til punkt og prikke, hvis man ser bort fra ordlyden i den medfølgende direct mail.

Mon SYD ENERGI bredbånd benytter sig af det gammelkendte (og gammeldags) reklametrick med gentagelse på gentagelse? Eller er der bøvl med CRM-systemet, så der ikke er styr på hvem der har modtaget hvad?

Kære SYD ENERGI.

Det er meget fint, at I sender adresseret markedsføring til mig. Det er noget af det eneste jeg får, efter jeg har fået sat et fint klistermærke på min postkasse.

Men for min og de andre andelshaveres skyld, må I gerne vente med at sende noget til mig, til I har noget afgørende nyt at fortælle. Det kunne f.eks. være konkurrencedygtige priser eller et markant bedre kanaludbud på tv eller noget helt tredje. I skal så være hjerteligt velkomne.

Denne gang er forsendelsen maskinfrankeret med 17 kr. i porto. Dertil kommer pakningen af forsendense, tryk og papir. Mon ikke de første 60-70 kr. er brændt af på direkte markedsføring til mig?

Bredbånd fra SYD ENERGI? Nej tak

Posted by Hans | Posted in Internettet, Onlinehandel | Posted on 05-07-2009

13

Det var med rystende hænder, jeg åbnede den fine kuvert fra SYD ENERGI. Hvad jeg har drømt om i flere år kunne nu blive realitet. Jeg kunne komme på fibernettet fra SYD ENERGI.

Fantastisk! Superhurtigt, masser af tv og så skal jeg spare penge. Troede jeg.

I dag har jeg ADSL fra TDC, hvorpå der også er koblet bredbåndstelefoni. På tv bliver jeg forsynet med signal fra Canal Digital via parabol. Udover elendig kundeservice begge steder, er jeg som sådan ganske godt tilfreds. Canal Digital har en hel masse HD-kanaler, som jeg virkelig nyder på mit fladskærms-tv.

Nå, jeg fik kigget på de flotte tryksager fra SYD ENERGI, og der var tilbud fra Dansk Bredbaand, ComX og Smile Content.

Straks kastede jeg mig over tv. Men der blev jeg godt nok skuffet. Udvalget af HD kanaler og kvalitets ikke-tysk/svensk tv er mildt sagt for ringe hos alle udbydere, med mindre man vil smide boxen for en masse ekstrakanaler. Jeg gjorde vores families tv-forbrug op og nåede frem til, at ComX kunne tilbyde mig de fleste af de kanaler, som vi alle kan li’ at se.

Så prøvede jeg at opstille et regneark for at sammenligne priser. Det er gengivet her:


Hold da op. Ikke nok med at jeg med ComX skulle leve med et ringere tv-udbud, jeg skal enddog betale 66 kr. mere pr. måned. Jovist får jeg en højere upload, men jeg har seriøst ikke følt mig bagud af dansen med min 1 Mbit endnu. Og ja, jeg har en bittorrent-ting, og henter f.eks. TopGear hver uge via denne service.

Konklusionen herfra må blive, at i SYD ENERGIs tilfælde har det vist sig at modstanderne mod elselskabets eventyr har fået ret: TDC har simpelthen underbudt markedet ned på et niveau, hvor i hvert fald SYD ENERGI ikke kan være med.

Ret ærgeligt, idet en parallel kampagne til bredbåndskampagnen omhandler, at vi som elforbrugere ejer SYD ENERGI. Så er det jo ret ærgeligt, at det ikke kan betale sig at handle med “sig selv”.

Forudsætninger: Jeg har sammenlignet med ComX og tv-pakkerne Basis + Familie (kr. 238), Famlie Extra (kr. 39), HD Zone (kr. 29). Øvrige valg er vist i tabellen. Hos Canal Digital abonnerer jeg på Family-Pakken, hvor man får gratis HD-box hvis man binder sig for 12 mdr.

Levende kontra død blog

Posted by Hans | Posted in Internettet, Oplevelser | Posted on 25-01-2007

1

Det var været en ganske dejlig dag i dag. Jeg har været i Roskilde til ERFA om e-biz og markting på nettet og der var ikke kø på vejen hjem på motorvejen. Niiiice. (I mandags tog det mig 6-7 timer at komme fra København og hjem, pga. at 50 biler havde valgt at crashe på motorvejen…)

Nå, temaet for vores ERFA i dag var blogging, og vi fik et rigtig godt indlæg af blog-mor Emme, som fortalte om begrebet set i et kommercielt perspektiv. Det var rigtig interessant, og jeg er sikker på, at min gode kollega Malene, som tager sig af markedsføringsdelen af firmaets websites, blev inspireret.

Emme kom ind på noget i retningen af en definitionen af en levende blog, og hun talte om, at en blog er levende, hvis der er mere end 3 post om ugen, og gerne mellem 1 og 3 posts om dagen!

Jeg tror, at jeg hellere må gi’ den lidt mere gas, men stadig skrive noget, der er værd for andre end mig selv at læse.

Medielicens

Posted by Hans | Posted in Internettet, Politik | Posted on 08-01-2007

3

DR har pr. 1/1 indført en ny licens til erstatning for den gamle sort/hvid eller farve-tv licens. Man skal nu betale hvis man har en mobiltelefon eller en internetforbindelse med en downloadhastighed på mere end 256 kbps. Jeg var lige inde og tjekke op på DR’s site, de har lavet til kampagnen. Og den er faktisk ret genial og rigtig sort!


Jeg er så nem, at jeg signede up. Okey, det var så ikke lige udelukkende pga. kampagnen, men fordi jeg faktisk synes at DR gør det godt. De producerer noget godt tv (primært DR2), som ikke lefler for masserne og er afhængig af annoncørkroner fra rekvalmepauserne. De tager netmediet absolut alvorligt, og streamer det meste. Dermed er DR med til at skubbe på den teknologiske udvikling her til lands. Det synes jeg er fedt, og idet jeg “meet the requirements” for at betale medielicens, gør jeg det altså fra nu af.

Meget kan man sige om Kenneth Plummer og hans evner ud i økonomisk ledelse og byggeledelse, og det skal man også. Men han virker til at være en visionær herre, der har styr på udviklingen af medielandskabet.

"Internettet skjulte skatte"

Posted by Hans | Posted in Internettet | Posted on 25-10-2006

1

Jeg gider ikke se flere massefabrikerede mails fra perifære bekendtskaber omkring at “nu kan du tjene en masse penge ved at sidde på din fede r** og lave intet”. Jeg har fået rigelig.

Sådan fungerer vores samfund ikke, og lad nu være med at være så naiv at tro på løfterne om guld og grønne skove og money for nothing.

Altså… du skal IKKE sende emails, der lyder i retningen af dette til mig, tak.

Heeeeeej (“,)

Jeg er lige blevet medlem af en klub på Internettet, hvor man ganske gratis kan downloade masser af tips og ideer til at spare penge i hverdagen. Der er også nogle gratis kurser, der fortæller, hvordan man tjener penge på Internettet, og sidst men ikke mindst har de et revolutionerende nyt system hvor man kan tjene rigtig mange penge hver eneste måned, blot ved at være gratis medlem!

Jeg kan som medlem invitere alle mine venner/kontakter, så de kan få de samme gratis goder og indtægter som mig, og derfor sender jeg nu denne invitation til dig.

Hvis du har lyst, kan du se det hele her, det koster ikke en eneste krone, og du kan selvfølgelig melde dig ud igen når som helst, du ønsker det.

Statistik

Posted by Hans | Posted in Internettet | Posted on 30-08-2006

1

Foranlediget af mine gode blog-mates, PoulSS og Jokih har jeg også gravet ned i statistikkerne for nærværende blog. :)

I august har der været 1770 besøg. Tak for hvert enkelt af dem. :)

De fleste læsere kommer hertil fra et par fora, jeg er aktiv i: Citronik og Hi-speed. Førstnævntes hovedmålgruppe er Citroën-tosser, hvor jeg især morer mig kosteligt over et par gutter, som virkelig er så lidenskabelige omkring deres CX’ere, 2CV’ere og Mehari’er, at det tangerer fundamentalisme.

Men det “sjoveste” (hvis der er noget af dette, der er sjovt) er, hvilke søgeord, der er anvendt til søgemaskiner, der har givet mine sider som hits, og hvor folk har fulgt linket:


“Politik” jooo… Måske.

Ja, “Louise Wolff” er unægteligt en sød og morgenduelig bornholmer, som jeg har haft et billede af i forbindelse med min Grøn Koncert rapport.

“Tina Dickow”, ja, det siger næsten sig selv, men den fedeste er ubetinget “geocaching sex”!!! Ja, why not? Man kan da godt “jagte en lille skat”, hvis det skal være med den på. :)

SPAM er noget mærkeligt noget

Posted by Hans | Posted in Internettet | Posted on 24-08-2006

3

Spamniveauet i dag er simpelthen for sindssygt. Og det er endnu mere vanvittigt at tænke på, at der rent faktisk er nogen, der reagerer på det! For det må der være nogen, der gør, for hvorfor skulle “de” ellers bruge tid og penge på sprede lortet på nettet?

Jeg besluttede mig for at lave min egen lille statistik. Jeg bruger Gmail, som er helt fantastisk. Det har et rigtig godt og effektivt spamfilter, som tager langt det meste, der kommer ind. Den gemmer spammails i max 30 dage, og her er resultatet af den seneste måneds høst:

Altså, 1303 spammails. MEN, som man kan se, så tæller den dubletter som en mail. Således er antallet faktisk noget højere.

Bemærk endvidere, at der på mine domæner h2ns.dk og hanspedersen.dk er et filtreringslag inden mails’ene havner i Gmail.

Vanvittigt! Over 15.000 uønskede emais på et år, og det er stadig stigende.

Lidt om blogs

Posted by Hans | Posted in Internettet | Posted on 26-07-2006

0

ComOn skriver i dag lidt om blogs. Det kommer bl.a. frem, at der ikke er ret mange, der læser blogs.

I sidste måned (juni 2006), var der 2074 besøg på min blog. Jeg er glad for hvert eneste af dem.

Tak fordi du kigger forbi.